For sidste gang skal der køres Formel 1 Grand Prix på Sepang International Circuit. Malaysias Grand Prix er snart fortid, men først venter en spændende weekend. Hvad er værd at holde øje med?
Pierre Gasly er værd at holde øje med. Gasly blev fundet for let til et Toro Rosso-sæde før indeværende sæson, men erstatter øjeblikkeligt underpræsterende Daniil Kvyat. Jeg havde ikke set det komme, at Gasly nu står over for sin debut på bekostning af russeren. Kvyat oplever sin anden degradering på under to sæsoner! Gasly er et spændende talent, og kommer med storform fra Super Formula-serien i Japan. Kan Gasly måle sig med Carlos Sainz Jr.? Kvalifikationen bliver første spændende duel mellem de to holdkammerater.
Sebastian Vettel fortjener også opmærksomhed. Kan Vettel slå tilbage efter den totale fiasko i Singapore? Vettel har vundet for både Red Bull og Ferrari på Sepang-banen, og meget tyder på, at den høje luftfugtighed vil være til Ferraris fordel. Ulempen for Vettel er, at Red Bull også kan køre med om sejren i Malaysia. Vettel har alt at vinde, og Ferrari som hold har alt at vinde. Jeg håber, at Ferrari tør forsøge med forskellige strategier for deres to racere. Hvis det sker, så er Kimi Raikkönen et godt bud på en vinder på søndag. Finnen vandt sin første Formel 1-sejr i Malaysia i 2003, og stod også øverst på skamlen som Ferrari-kører i 2008.
Hold også øje med Marcus Ericsson. Svenskeren står på en brændende platform for øjeblikket. Ericsson syner - via sit økonomiske bagland - som et sikkert kort til det ene Sauber-sæde i 2018. Sauber har netop engageret stortalentet Charles Leclerc (via motoraftalen med Ferrari) til at køre en række fredagstræninger i resten af 2017. Gør Leclerc det - som forventeligt - rigtigt godt, så er han så godt som sikker på det ene Sauber-sæde i 2018. Ericssons øjeblikkelige dårlige form sætter pludselig spørgsmålstegn ved svenskerens fremtid. Holdkammeraten Pascal Wehrlein skal distanceres i hele den kommende weekend, hvis Ericsson skal have arbejdsro.