Malaysias Grand Prix 2017

Farvel og tak for 19 Formel 1-løb i Malaysia. Hvad kan vi tage med os fra det sidste Grand Prix på Sepang-banen?

Top:

Max Verstappen kørte sig til sin anden sejr i karrieren, og det skete med fuld kontrol fra start til slut. Selvom det ikke er det mest spændende for TV-seerne, når en kører vinder på den måde, må man anerkende Verstappens evner til at styre løbet, og Red Bull-kørerens konstante høje fart gennem hele løbsdistancen. Flot og fejlfri eftermiddag i Malaysia. Der kan være mere i vente fra hollænderen allerede i den kommende weekend på Suzuka.

Stoffel Vandoorne mente selv, at dagens Grand Prix var det bedste i hans karriere. Vandoorne var helt i top over hele weekenden og beviste hvorfor, at McLaren for længst har forlænget med belgieren for 2018. Vandoorne satte ikke en fod forkert på noget tidspunkt, og med Renault-motorer i McLaren-racerne fra næste år, vil Vandoorne være at finde på podiet på et tidspunkt i den kommende sæson

Sergio Perez havde en sjælden ro i sin kørsel denne weekend, hvilket sikrede ham en flot 6. plads. Perez fik ikke meget TV-tid, men kørte på en koncentreret og stabil måde. Det var på Sepang-banen, at Perez fik sit store gennembrud tilbage i 2012 (dengang havde Sauber en hurtig bil), og dagens indsats på samme bane viste, at den flotte stime med pointhøst i indeværende sæson, ikke er en tilfældighed.

Flop:

Ferraris vinderchancer med Sebastian Vettel blev udspillet efter lørdagens kvalifikation - og de dertil hørende tekniske problemer. Chancen for en sejr til Kimi Raikkönen var i den grad til stede, og med en startplads som nummer to, lignende det finnens første sejr i flere sæsoner - specielt set i lyset af en svag Mercedes-weekend. Desværre kunne 8-10 mekanikere kun se måbende på Raikkönens racer lige inden starten på løbet, da et ukendt problem var opstået ud af det blå - Raikkönen kom aldrig til start. Den tomme startplads forrest på gridden var et godt billede på Ferraris weekend. Vettels 4. plads var damage control.

David Coulthard blev i 1995 latterliggjort af hele Formel 1-verdenen, da han fra pole position på Monza kørte klodset af banen på opvarmningsomgangen. At støde sammen på "nedkølingsomgangen" må være mindst lige så tosset. Sebastian Vettel vs. Lance Stroll - hvad skete der lige dér? En placering af skylden kan være underordnet, men for begge køreres vedkommende, var det ikke den heldigste hændelse. Hændelsen kan forværre Vettels VM-ambitioner yderligere, når skaderne på Ferrari-raceren er gjort op. Skal der skiftes gearkasse eller gulv, ligner Japans Grand Prix allerede en svær opgave.

Jolyon Palmer står for øjeblikket med det ene ben ude af Formel 1. I Malaysia gjorde englænderen ikke den bedste reklame for sig selv. En pudsig snurretur blev fulgt op af endnu en snurretur. Den sidste ved at blive snydt af det tomme luftrum mellem Max Verstappen og Kevin Magnussens racere. Det lignede en ærgerlig begynderfejl, og forhandlinger om et "gyldent håndtryk" fra Renault (for at lade Palmer gå øjeblikkeligt), vil helt sikkert blive intensiveret i den kommende uge.