Japans Grand Prix 2017

Endnu et begivenhedsrigt japansk Grand Prix blev afviklet på stemningsfyldte Suzuka. Hvad kan vi tage med os fra sæsonens sidste asiatiske Formel 1-løb?

Top:

I min optakt til dagens Grand Prix - "Klar til Japan?" - fremhævede jeg Red Bull, som værd at holde øje med. Det blev en weekend med stor succes til både Max Verstappen og Daniel Ricciardo, og med podieplaceringer til begge kørere, kunne Red Bull ikke have ønsket sig mere. Ferrari udspillede hurtigt sin rolle som førsteudfordrer til Mercedes, men Red Bull gjorde det stadig over forventning. Havde løbet været 5-8 omgange længere, havde det været en Red Bull-dobbeltsejr (efter Lewis Hamiltons Power Unit svigtede).

Haas havde en sjælden god weekend for begge racere. Reelt set var det kun søndagens race, der var godkendt. Kvalifikationen var på vanligt halvdårligt niveau. Kevin Magnussen og Romain Grosjean fik et flot udbytte af søndagens race, og begge formåede at køre sejrrigt fra de dueller, de var involveret i. En opløftende weekend skal huskes midt i en lang række dårlige weekender.

Esteban Ocon er en mand for fremtiden i Formel 1. Ocon fik (via straffe til Valtteri Bottas og Kimi Raikkönen) et godt udgangspunkt til starten, og formåede at lave en super start efterfulgt af gode omgange i forsvar for 3. pladsen. De bagfrakommende var for hurtige for Ocons Force India-racer, men man fik nok engang indtrykket af, at Ocon kommer til at blive næste franske Grand Prix-vinder inden for få sæsoner (i den rigtige racer).

Flop:

Renault havde en dårlig weekend på banen. Det skyldes en dårlig gennemtænkt løbsstrategi og en uheldig defekt til Nico Hülkenberg. Renault havde også en dårlig weekend uden for banen, da Jolyon Palmers "gyldne håndtryk" ikke blev tacklet særligt heldigt. Efter næsten to sæsoner i teamet, skal Renault holde et officielt pressemøde sammen med udmeldingen om Palmers exit. Uværdigt at Palmer selv skal give den nedslående melding via sociale medier. Farvel og tak til Palmer. En underholdende kører der desværre aldrig fandt fodfæste i Formel 1.

McLaren på "hjemmebane" (med Honda) var en katastrofe. Sidste Suzuka-løb med Honda-motor skulle have givet point til minimum én af racerne. Selvom Fernando Alonso var meget tæt på 10. pladsen, var ellers formstærke Stoffel Vandoorne ingen steder at finde. En 11. plads og en 14. plads siger vist det hele. En weekend til glemmebogen efter en stigende formkurve for McLaren i 2017. Mclaren ville ønske, at sæsonen var slut om 14 dage.

Marcus Ericsson var et flop på Suzuka. En godkendt kvalifikation af svenskeren, hvor han (tiltrængt) udkvalificerer sin holdkammerat Pascal Wehrlein. Søndagens Grand Prix var helt håbløst. En tåbelig kørerfejl i Singapores Grand Prix og nu også en tåbelig kørerfejl på Suzuka. Var Sauber ikke svensk ejet (uoffcielt), stod Ericsson med ét ben ude af sporten efter indeværende sæson. Svenskeren har alt at vinde i sæsonens sidste og afgørende løb.