Frankrigs Grand Prix 2019

Frankrigs Grand Prix 2019 vil desværre hurtigt gå i glemmebogen, da hele feltet lå spredt gennem 50 af de 53 omgange, hvorfor der kun var få dueller i hele løbet. Alligevel var der lyspunkter og nedture - men hvilke?

Top

Det er svært at blive ved med at anerkende Lewis Hamiltons evner bag et rat, men briten var igen, igen, igen i særklasse i Mercedes-raceren. Dette kom tydeligt til udtryk, da Hamilton fra løbets start satte Valtteri Bottas tilbage i en sådan grad, at finnen fremstod som en slagen konkurrent mere end en holdkammerat i samme materiel. Lewis Hamilton satte et utal "fastest lap" undervejs i løbet, men Sebastian Vettel tog løbets hurtigste omgang ved det ternede flag, hvilket var eneste malurt i Hamiltons weekend.

McLaren var weekendens positive overraskelse, og både Carlos Sainz Jr. og Lando Norris havde fortjent "driver of the day". Det blev Norris, der blev officielt valgt til "driver of the day", hvilket skyldes de mange omgange, hvor Norris kæmpede med en racer, der gradvist lukkede ned for de væsentligste funktioner. Optimismen er nu uden grænser for McLaren, og næste weekends Grand Prix i Østrig vil vise, om Frankrig var en "one-off" eller nye tider.

Kimi Raikkönen kørte sig meget flot til de point, jeg i min optakt havde lovet Alfa Romeo Racing. Raikkönen udviklede en helt speciel kompetence i hans tid hos Lotus, hvor han med en startplacering uden for top 10 udnyttede det frie dækvalg til at køre langt inden første pitstop, hvilket ofte endte med point. Denne strategi gav vigtige point på Paul Ricard-banen, og finnen udfordrede reelt de to Renault-racere på topfart, hvilket var et særdeles positivt tegn for Alfa Romeo Racing.

Flop

Haas har haft en del op- og nedture i de seneste par sæsoner, men der har indtil 2019-sæsonen primært været opture. For tiden er det hele vendt lidt på hovedet for Haas-teamet. Haas ligner "sig selv" fra deres første sæson i Formel 1 tilbage i 2016 - dengang var det også en blanding af flotte pointplaceringer og håbløse weekender i bunden af feltet. I denne weekend slår Kevin Magnussen kun de to Williams-racere, og Romain Grosjean måtte trækkes ud med få omgange igen. Der mangler lidt på alle parametre for øjeblikket.

Pierre Gasly var på hjemmebane, og havde fin opbakning på lægterne, men lige lidt hjalp det. Gaslys problemer startede allerede i kvalifikationen, hvor franskmanden kvalificerede sig hele 5. pladser efter holdkammerat Max Verstappen. Selve løbet var én lang balancegang om at komme i pointene, men begge Renault-racere fik distanceret Gasly, og herefter var pointene aldrig inden for rækkevidde.

Antonio Giovinazzi kørte én glimrende kvalifikationsomgang i Frankrig - den der sikrede ham deltagelse i Q3. Resten af weekenden var knap så overbevisende. Giovinazzi betalte prisen for kvalifikationen i top 10 ved at skulle starte løbet på det blødeste dæk. Italienerens dæk gav op som de første i feltet, og Giovinazzi måtte derfor som én af de eneste køre en strategi med to pitstops - en strategi der var weekendens mest ineffektive.