Lewis Hamilton understregede sin suverænitet ved at føre samtlige omgange frem mod det ternede flag. Der var aldrig rigtig spænding om sejren, og løbets eneste nærdueller skete nede i den laveste ende af pointskalaen. Podiet ved Spaniens Grand Prix 2020 blev:
- Lewis Hamilton
- Max Verstappen
- Valtteri Bottas
Succesen
Carlos Sainz Jr. er blevet den nye lokalmatador på Circuit de Catalunya. Sainz Jr. er sluttet i pointene ved hver eneste udgave af Spaniens Grand Prix i sine foreløbige 6 sæsoner i motorsportens kongeklasse. Efter Sainz Jr. sidste år var blandt de stærkeste og mest konsistente kørere i Formel 1, har han i år stået i skyggen af sin holdkammerat Lando Norris. Det har været en resultatmæssig rodet sæsonstart for spanieren, hvorfor den flot tilkæmpede 6. plads på hjemmebane var en tiltrængt positiv skalp og en bekræftelse på, hvorfor han i næste sæson sidder i et af sportens mest eftertragtede sæder hos Scuderia Ferrari.
Boblerne: Kimi Raikkönen, Lewis Hamilton, Lance Stroll
Fiaskoen
Er Valtteri Bottas fortsat kandidat til verdensmesterskabet? Nej. Spaniens Grand Prix fik udstillet, at Bottas desværre sjældent er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, når det er allermest krævet. Bottas er en ganske habil racerkører, og fortjener helt sikkert sit sæde hos Mercedes. Der er dog performance-dyk med jævne mellemrum, og den svage indsats ved årets spanske løbsstart viste sig meget kostbar både for løbet og ikke mindst for håbet om et verdensmesterskab i 2020. Om Bottas er tynget af at være holdkammerat med Lewis Hamilton eller om han bare er uheldig, er svært at definere helt præcist. Sikkert er det, at Bottas mangler kontinuiteten og kynismen i kampen mod Formel 1-feltets topkørere, hvorfor Bottas nu reelt har udspillet sin rolle i verdensmesterskabet i indeværende sæson, hvor han ellers udtalte før sæsonen, at i år var hans gyldne mulighed for at kunne kalde sig verdensmester ved årets udgang.
Boblerne: Renault, Charles Leclerc, Romain Grosjean