Der var ragnarok på første og sidste omgang af gårsdagens løb, men omgangene derimellem var præget af stilstand for størstedelen af feltet. Podiet ved Storbritanniens Grand Prix 2020 blev:
- Lewis Hamilton
- Max Verstappen
- Charles Leclerc
Succesen
Pierre Gasly var fuldstændig uden moral og selvtillid efter fyringen fra Red Bull i august 2019, og det var tvivlsomt, om franskmanden havde den mentale kapacitet til at give sin karriere den fornødne stabilitet og et tiltrængt skub i den rigtige retning. Gaslys overraskende podie ved Brasiliens Grand Prix var det altafgørende vendepunkt, og derfra har Gasly udviklet sig i en meget positiv retning. Her i 2020 overstråler Gasly sin holdkammerat Daniil Kvyat i en sådan grad, at det kan koste russeren sit Formel 1-sæde. Den forgangne weekend var en kæmpe succes for Gasly, hvor han reelt kørte fra hurtigere racere som Ferrari og Racing Point, hvorfor det blev til en flot tilkæmpet 7. plads ved det ternede flag.
Boblerne: Renault, George Russell, Mercedes´ omgangstider selv på 3 hjul.
Fiaskoen
Hvis du fik deja-vu til Storbritanniens Grand Prix 2013, var du ikke den eneste. Dengang var løbet genstand for en række eksploderede dæk, der endte med en større skandale for dækleverandør Pirelli. Der blev spekuleret i, om Pirellis dæk var stærke nok til Silverstones krævende layout. Som beskrevet i optakten skulle weekenden på Silverstone have været et tilskuerbrag, men det eneste brag var lyden af iturevne dæk. Begge Mercedes-racere og Carlos Sainz Jr. måtte køre på 3 hjul, og flere andre kørere lå på grænsen af dækkenes kapacitet. Med den igangværende double header på Silverstone er det påkrævet, at Pirelli leverer dæk der understøtter løbets afvikling, og som ikke agerer forstyrrende løbsafgørende element.
Boblerne: Kimi Raikkönen, Romain Grosjean, Sebastian Vettel.