'}}
Klar til Singapore?

Et Formel 1 Grand Prix i blændende lys og med en luftfugtighed langt over gennemsnittet. Det er hvad der venter i Singapores gader. Den europæiske del af Formel 1-sæsonen er bag os, så hvad skal vi holde øje med i weekenden?

Ferrari er naturligvis "hot" efter de skabte folkefest på Monza-banen, hvilket var den 2. sejr inden for få uger. Vil Ferrari være favoritter i Singapore? Nej. Selvom Charles Leclerc er i storform, og Sebastian Vettel stadig kan ramme et højt niveau, har Mercedes og Red Bull historisk været mest suveræne i de høje nattetemperaturer. Dog bør det nævnes, at Vettel er den mest succesfulde kører på banen, hvor tyskeren er kørt først over stregen 4 gange - en rekord der deles med Lewis Hamilton. Ferraris stærke racer på Spa-Francorchamps og på Autodromo Monza vil ikke være lige så dominerende i weekenden, men Ferrari vil stadig kunne kæmpe med om sejren.

Hvem er så favorit? Red Bull. Den intense bybane minder om en blanding af banen i Monaco og Circuit of the Americas, der begge er baner, hvor Red Bulls racer performer på linje med Mercedes og Ferrari. Max Verstappen er det naturlige valg som favoritten af de to Red Bull-kørere, men undervurder ikke Alexander Albon. Marina Bay Street Circuit kunne være stedet, hvor Albon får sit første podie - især hvis Red Bull-raceren i weekenden viser sig overlegen i forhold til førnævnte Ferrari eller i forhold til Mercedes.

Hvad med et podie til en Renault-racer? Det er bestemt ikke urealistisk. Renault kom med en opgraderet racer til Italiens Grand Prix, hvor man tydeligt kunne se, at Renault var blevet et stærkere hold. 4.- og 5. pladsen på Monza-banen blev erobret ved fartoverskud og løbsstabilitet. Når fartoverskuddet viste sig i Italien, kan det i endnu højere grad komme til udtryk i Singapore. De 3 topteams må reelt frygte at Renault kan "splitte" toppen, og Daniel Ricciardo kunne være et friskt bud som podiekandidat til på søndag.