Formel 1 sæsonen 2024 har overrasket positivt, og er indtil nu blevet noget helt andet end de seneste års langgaber, hvor tanken om at Formel 1 aldrig igen blev spændende var nærliggende. Fra dødens pølse til anyone's game på få måneder. Hold fast - for nu starter den intensive slutspurt frem mod at krone en verdensmester.
Den øjeblikkelige status
- McLaren har den hurtigste racer og den mest formstærke kørersammensætning i Lando Norris og Oscar Piastri. Begge kørere er i spil til verdensmesterskabet med Norris som primær udfordrer.
- Ferrari har den næsthurtigste racer og Charles Leclerc er fortsat inde i billedet til kampen om verdensmesterskabet.
- Red Bull og Mercedes er lige nu på niveau med hinanden, men Max Verstappens talent får Red Bull til at se hurtigere ud end de reelt er.
- Der har været 7 forskellige løbsvindere i år til dato.
Bemærk især det sidste punkt: 7 forskellige løbsvindere. Får Sergio Perez (den eneste fra topholdene der fortsat er uden sejr) taget sig sammen til at komme først over stregen - eller hvis nogle af de øvrige kørere i feltet får en meget uventet sejr - kan sejrsfordelingen fra sæsonen 2012 blive matchet. For 12 år siden var der hele 8 forskellige løbsvindere. Der er et stykke vej til rekorden fra sæsonen 1982, der kan prale af hele 11 forskellige vindere. Træerne vokser ikke ind i himlen, og vi må også erkende, at 7 forskellige vindere var ren ønsketænkning for ikke alt for lang tid siden, og nu er det facit med to streger under. At sejrene bliver fordelt på flere skuldre har den ekstremt positive effekt, at der er opstået en reel kamp om verdensmesterskabet for første gang siden 2021. Endda en VM-kamp med mere end 2 aktører.
Der sprænges!
Max Verstappen fører ganske vist stadig verdensmesterskabet, som han har gjort det siden sæsonstarten, men forspringet er langsomt men sikkert ved at blive spist. Det er ikke utopi, at Verstappen ender uden flere sejre i år, hvis magtskiftet fra anden halvdel af sæsonen fortsætter. Opskriften er klar for Verstappen; undgår at udgå fra de resterende løbsweekender, og opnå en podieplads ved hver eneste given lejlighed. En opskrift der burde kunne klares for den 3-dobbelte verdensmester, men Red Bulls nummer 1 skal for øjeblikket slide meget mere for meget mindre afkast end hvad der har været sædvane.
Duellanterne fra McLaren står skarpt. Lando Norris har oparbejdet en bidskhed i sin kørestil, og Oscar Piastri har en stor kynisme i sin eksekvering bag rattet. Det kommer til at slå gnister i den kommende afgørende del af sæsonen, og selv få gnister kan give eksplosionsfare, når der er et verdensmesterskab på højkant. Der er en hårfin balance mellem faren for eksplosion og at det hele sprænger i luften, og det er nok mere spørgsmålet om hvornår det sker, end om det sker.