For præcis tre uger siden gennemførte Renault en privat Formel 1-test på en bane i Spanien. Det var med en ældre Formel 1-racer og med Renaults reservekører Sergey Sirotkin. Alle førnævnte ting er der ikke noget odiøst i. Én ting var dog meget bemærkelsesværdigt - Robert Kubica deltog også i testen. Polakken deltog ikke kun sporadisk, men kørte et komplet setup som ved en Grand Prix-weekend. Da dagen var omme, så hed den 115 gennemførte omgange for Kubica. En mand som var blevet erklæret "Formel 1-invalid" grundet en skade i et rallyløb i 2011 (indlæggets billede er fra Kubicas comeback til rallysporten efter sin skade). Kubica har ikke siddet i en Formel 1-racer siden hans skade.
Er der et comeback i sigte for den polske publikumsfavorit? Kubica vandt mange hjerter blandt fans i hans bedste Formel 1-sæsoner fra 2008-2010. Eksperter mente, at Kubica var hurtigere og mere talentfuld end Lewis Hamilton. Det var derfor en Formel 1-verden i chok, da Kubica i 2011 måtte meddele, at en håndskade ville forhindre en videre Formel 1-karriere. Renaults private test er forklaret som en hyldest til Kubica - ikke en forberedelse til et comeback. Jeg tvivler meget på, at det kun var "for sjov". Kubica ligner Jolyon Palmers afløser efter sommerpausen i august. At vælge Kubica til slutningen af sæsonen vil være et "gratis" sats for Renault. Palmers indsats kan nemt matches eller overgås, og man får samtidig mulighed for, at se en af 00ernes største Formel 1-talenter i et spektakulært comeback.
Jeg håber, at Kubica får sit comeback - selvom det måtte blive på bekostning af Palmer. Kubica fortjener det, og sporten fortjener en historie som Kubicas. En mand der med stor dedikation har genoptrænet en knust hånd og testet et utal af racerbiler de senere år. Alt sammen for at genfinde sig selv som top-racerkører. Hvis det ikke måtte ske i år, så er der et Williams-sæde i 2018, hvis Felipe Massa nok engang pensionerer sig selv? Eller hvis Lance Strolls milliarder slipper op til næste år? Kubicas test har sat tiltrængt gang i rygtemøllen!