Følgende indlæg er et af de historiske tilbageblik på movingunderbraking.com kaldet Flashback Friday. Flashback Friday præsenteres i samarbejde med toco.dk og belyser et element i Formel 1-sportens fortid, der kan relateres til sportens nutid.
Tidligere på måneden mistede motorsportsverdenen en af sine helt store profiler. "The American Racer" Dan Gurney døde 14. januar 2018. Foruden at være en fremragende racerkører på tværs af motorsportsdiscipliner har Gurney efterladt varige spor i motorsporten.
Dan Gurney leverede flotte resultater i både Formel 1 og andre motorsportsklasser, men det er særligt to kendetegn, han vil blive husket for. Kendetegn som de fleste tager som en selvfølge i dag. Gurney vandt Le Mans i 1967 sammen med A.J. Foyt i en Ford GT40 MK IV. Ved sejrsceremonien begyndte Gurney spontant at sprøjte med champagnen. Det var aldrig set før i motorsporten. For første gang fejrede en racerkører en sejr på denne måde, og det blev til den tradition, vi kender fra alle motorsportsklasser i dag. Tidligere måtte man nøjes med at drikke champagnen - Gurney fik indført den spektakulære fejring.
Et andet kendetegn Gurney har skabt, er introduktionen af fullface-hjelmen (lukket hjelm). Ved Tysklands Grand Prix i 1968 benyttede Gurney - som den første i Formel 1-historien – en fullface-hjelm. Tidligere havde standarden været, at kørerne benyttede halfface-hjelme, som vist ved Graham Hill i indlægget Flashback Friday: Motorsportens Blå Bånd. Efter Gurney begyndte andre kørere at bruge den "lukkede" hjelm. Allerede i starten af 1970´erne kørte alle i Formel 1 med fullface-hjelm. I dag kan man ikke forestille sig, at andre hjelmtyper end fullface kunne blive benyttet i motorsportens kongeklasse.
Dan Gurney vandt flotte sejre og med hans arv i forhold til champagnefejring og hjelmtype, vil Gurney stå som en af motorsportens pionerer.