Canadas Grand Prix 2019

For første gang i sæsonen blev løbets nummer 2 dagens nummer 1. Lewis Hamilton vandt løbet selvom Sebastian Vettel kom først over målstregen. Vi lærte også andet af Canadas Grand Prix.

Top

Sebastian Vettel blev "driver of the day", og kørte en flot Pole Position hjem til Ferrari om lørdagen. I selve løbet kørte tyskeren en fejlfri første del af løbet, men lavede en uprovokeret fejl, der kostede en straf. Straffen gjorde at Vettel måtte tage til takke med en 2. plads, og grunden til at Vettel er på "top-listen" er de mange omgange, hvor Vettel var i kontrol. Vettels reaktion efter løbet var tværtimod et "flop".

Renault var weekendens helt store positive overraskelse. Både Daniel Ricciardo og Nico Hülkenberg viste nogle sider af Renault-raceren, hvor Ferrari, Red Bull og Mercedes må have kigget en ekstra gang. Ricciardos kvalifikation som nummer 4 var over forventning, og Renault er for første gang i 2019 på rette vej.

Lance Stroll er en meget sjælden gæst på "top-listen", men canadieren har en god statistik på Circuit Gilles Villeneuve. Stroll scorede sine allerførste point på hjemmebane i 2017, og i år var der igen point til den hårdt kritiserede kører. Det var ikke en spektakulær indsats af Stroll, der ikke kom videre fra Q1 ved kvalifikationen - men at slutte i pointene og slutte foran holdkammerat Sergio Perez, er en meget godkendt weekend for Stroll.

Flop

Kevin Magnussen havde en rædselsfuld weekend. Magnussen var på vippen i Q2, da en kørerfejl sendte ham i "Wall Of Champions". Haas fik heroisk bygget raceren op, men med start fra pitten var udgangspunktet svært. Magnussen og den sort/guld racer med nummer 20 blev aldrig venner under løbet i Canada - faktisk blev de uvenner. Efter en decideret "røffel" fra teamchef Günther Steiner er det hjem til tegnebrættet før Frankrigs Grand Prix.

Det er svært at pege fingre af én bestemt person bag Williams´ nedtur. I den netop overståede løbsweekend må Robert Kubica alligevel tage sin del af kritikken. Polakken kørte nok det bedste han kunne, men han var alt for langt fra sin rookie-holdkammerat George Russell. Kubica havde en fornuftig indsats i Monaco, men den er fuldstændig glemt efter den håbløse canadiske weekend.

Alfa Romeo Racing var en stor skuffelse i Montreal. Begge kørere kørte under evne i kvalifikationen, og selvom kun Antonio Giovinazzi var direkte involveret i påkørslen af Alexander Albon i første sving, prægede det også Kimi Raikkönens løb. Finnen fik en dårlig start, og blev fanget bag ved bremsende racere i første svingkombination. Der er ikke forventninger om podier til Alfa Romeo Racing i denne sæson, men der er forventninger til bedre indsatser end som ved Canadas Grand Prix.