Belgiens Grand Prix 2019

Belgiens Grand Prix havde masser af overhalinger, men kampen om sejren blev aldrig udspillet, selvom det kun endte med en sejrsmargin på 0.981 sekund mellem nummer 1 og nummer 2. Hvad kan vi tage med fra Belgien?

Top

Charles Leclerc satte ikke en fod forkert hverken fredag, lørdag eller søndag. Derfor kan fyrstedømmet Monaco nu noteres som havende en Formel 1 Grand Prix-vinder. Monegaskeren var tydeligt berørt af Formel 2-køreren Anthoine Huberts tragiske død om lørdagen på Spa-Francorchamps, hvorfor Leclercs stabilitet gennem løbet var ekstra bemærkelsesværdig. Leclerc har kørt Ferrari tilbage på sporet som sejrsfavorit, hvor timingen ikke kunne være bedre, når næste destination er i Ferrari-land på Monza.

Alexander Albon var under stort pres i Belgien, da han for nyligt overtog et "varmt sæde" som 2. kører hos Red Bull. Thai-englænderen startede ud med en kikset kvalifikation og en problematisk første halvdel af søndagen. En super stærk afslutning på løbet sikrer Albon en plads i "top". Albon kørte sig reelt fra periferien af point til et flot resultat med en 5. plads - om end en udgået McLaren gav Red Bull-køreren promoveringen fra 6. pladsen til 5. pladsen på sidste omgang. En indsats som i Belgien giver Albon foreløbig arbejdsro, men der skal stadig kæmpes hårdt resten af efteråret, før en 2020-kontrakt ligger klar til underskrift.

Nico Hülkenberg havde i den forgangne uge fået bekræftet, at hans kontrakt hos Renault ikke bliver forlænget yderligere efter indeværende sæson. Det lod ikke til at påvirke Hülkenbergs motivation negativt. Tyskeren kørte et veldisponeret Grand Prix, selvom han måtte kæmpe med alle i midterfeltet over hele løbsdistancen. Ved det ternede flag blev det til en 8. plads, hvilket var et hæderligt resultat for Hülkenberg, der har haft for mange pointløse weekender over sommeren.

Flop

I min optakt fik jeg omtalt McLaren som holdet med det bedste øjeblikkelige momentum. McLaren har en stærk racer, hvilket kunne ses på Lando Norris´ indsats under løbet i Belgien. Desværre var weekenden én stor nedtur for McLaren. Kvalifikationen kiksede fuldstændig, og helt uvant var der ingen McLaren-racere i Q3. I selve løbet måtte begge racere udgå med identisk teknisk fejl; Carlos Sainz Jr. lige efter starten og Lando Norris lige før afslutningen. En weekend til glemmebogen for McLaren.

Haas var et flop, selvom racerne fortsat fungerer acceptabelt i kvalifikations-mode. Når de røde lamper slukkes, er Haas "kørende chikaner" for resten af feltet, hvorfor point ikke virker realistisk længere. Kevin Magnussen og Romain Grosjean gør hvad de kan bag rattet, men kørerne har også et ansvar i forhold til hvordan moralen kan opveje manglende fart, og her kan danskeren og franskmanden gøre en bedre figur udadtil.

Spa-Francorchamps har de senere sæsoner været Max Verstappens territorium, hvilket kan ses på det orange inferno på tilskuerrækkerne. Verstappen slukkede festen for de mange fans allerede efter få meter af søndagens Grand Prix. En elendig start blev efterfulgt af en påkørsel af Kimi Räikkönen. Torpederingen af den finske veteran resulterede i et knækket hjulophæng, hvorfor Verstappen kort efter hang i væggen på vej op ad bakken ved Eau Rouge/Raidillon-svingkombinationen. Hollænderens første DNF (Did Not Finish) i sæson 2019, hvilket var uheldigt på "hjemmebanen".